Samleren Jes var død i måneder
– ingen fik det at vide

Den 27. marts brød politiet døren op til et rækkehus i Rønde. Indenfor sad en mand i en stol i sit soveværelse omgivet af alskens rod; papkasser, værktøj, et utal af pandelamper og aviser.

Han var død, og her havde han siddet i to måneder. Han blev bisat med kun to vidner til stede - nemlig præsten og bedemanden. Og blev begravet – men kun for at blive gravet op igen.

Gravet ned - og op igen

August 2019. En urne er på vej i jorden - for anden gang.
Den døde mand hedder Jes. Og hans historie - den får du her.

Et liv - barrikaderet af rod

En skikkelse, der cyklede ud for at handle, efter mørket var faldet på. En mand, der ikke gav meget for at pynte på sig selv, og én, der gerne ventede med at gå udenfor, hvis naboerne var i nærheden.

Jes Andersen var en 74-årig pensioneret havnearbejder, der ikke gjorde sig så bemærket. Og når du læser dette, føler du måske ikke, at du lærer Jes særlig godt at kende. Men sådan var det også med ham. Kun få nåede til hans dørtrin, og ingen fik lov til at komme indenfor. Måske fordi Jes holdt af at samle og ikke så meget af at skille sig af med ting og sager.

Tag nu for eksempel: Ispinde. De har jo ikke kun til formål at gøre isen nemmere at spise. Ispinde kan også bruges til optænding eller til at bygge noget af. Og derfor er der jo heller ingen grund til at smide dem ud. De ryger i skuffen. Og det samme gør en masse værktøj, blade og batteridrevne apparater i enhver form. Papkasser stables i et væld – én for hver gang, han har handlet ind.

Jes samler på alt - undtagen nære relationer.
Faktisk samler han i en sådan grad, at han må sidde op at sove, for der er ikke plads til, at han kan ligge ned. Han kan kun bevæge sig rundt af en smal passage i huset. Huset er fyldt til bristepunktet, så Jes har udvidet med et telt i haven.

Han ejer flere end 50 pandelamper. For bærer man sådan én, behøver man ikke have alt lyset tændt. Ligesom han også har fået skruet ned for vandtrykket i hanerne.

Jes’ verden går omtrent til og fra rækkehuset i Rønde. Det er også der – midt i rodet – at Jes sagde farvel til livet og døde i en stol. For først at blive fundet efter måske to måneder senere. Halv fordærvet.
Men rager det egentlig dig? Jo. Måske er Jes én, du har siddet ved siden af i bussen. Eller stået bagved i Netto-køen. Eller måske mødt på biblioteket i Rønde – helst efter klokken 20 og gerne med Århus Stiftstidende i hænderne.

Men mest af alt bør det rage dig, fordi Jes var Kims og Jans bror. En onkel. Og en ven. Og efter Jes blev fundet død af politiet den 27. marts i år, skulle der gå længe, før den besked nåede frem til nogen, som Jes var mere end blot et sagsnummer for. Og det er faktisk ikke så usædvanligt.

I Jes’ tilfælde gik der to måneder og én dag, før familien fik besked. Og til den tid var Jes bisat, kremeret, og urnen gravet ned på de ukendtes grav på Bregnet Kirkegård ved Rønde. Bisættelsen var en kort jordpåkastelse i sygehuskapellet i Randers med kun bedemanden og præsten til stede.
Ingen fadervor. Ingen tårer. Og ingen kendte ansigter.

Det her er Jes´ historie. Fortalt af de, der ville ønske, de havde fået besked om hans død. Og med ønsket om, at livet ikke skal slutte sådan for dig - eller nogen, du har kær.

Et afvæbnende grin

Tre brødre opvokser i en lejlighed med deres forældre på Paludan Müllers Vej i Aarhus i 60erne. Den ældste er Jes Andersen fra ’44, i midten er Kim Andersen fra ’50, og den yngste er Jan Andersen fra ’52.

Kim, Jan og Jes

Fordi man deler forældre, er man jo ikke ens. Og det ved brødrene godt. Hvor Jan har en iværksætters sind og besidder den gode fortællerstemme, holder Kim lidt igen og er med egne ord ’lidt mere rolig’ end Jan.
Og så er der Jes. Han kan regne og skrive, men han virker bange.

Da de to yngste er teenagere, begynder de at gå til fester, men Jes bliver derhjemme. Og til familiens vidende får han aldrig en kæreste.
I det hele taget er der en afstand mellem Jes og andre.

- Hvis jeg spurgte, hvordan det gik, grinte han afvæbnende. Enten svarede han ikke, eller også sagde han, at jeg ikke skulle blande mig, fortæller Jan.

Som de blev voksne, bliver det tydeligere. Kim og Jan flytter og får hver deres familie. Men Jes flytter aldrig rigtig. Han bliver uddannet maskinarbejder, bor på et værelse i samme blok som forældrene og spiser hos dem.
Får jobs. Mister jobs.

I slutningen af 70erne beslutter forældrene at flytte til Skødstrup, og Jes skal med. Så Jan kommer hjem for at hjælpe med at flytte hans ting.

- Men da jeg åbner døren til Jes’ værelse, var jeg helt grædefærdig. Vi sås en gang i ugen, men jeg havde aldrig rigtig været derinde før.

Værelset var en ekstrem-samlers.

- Der havde han været uden indkomst i flere år, og vores mor havde nok forsynet ham. Det var flovt, og der var en form for berøringsangst ved det.

Jan gik til sin far, de fik Jes på kontanthjælp, og senere skaffede faren ham en chance som teknisk servicemedarbejder på havnen.
Et fantastisk job - som lønningskontoret skulle få svært ved at få ham til at holde ferie fra.

En samlet pakke går itu

I 80erne går det godt for Jes i Skødstrup. Han har fået fast job, gode kollegaer og har sine forældre nær sig. De tre er ’en samlet pakke’, som Jan kalder det. De møder altid op i samlet flok til familiefødselsdage, juleaften og alt muligt andet, hvor Jes ihærdigt indtager rollen som legeonkel.
Det er da også forældrene, der sætter rammerne for en vis orden i Jes’ kælderværelse - og sind.

Men faren dør i ’90. Og Jan bliver urolig for, hvad der vil ske med Jes, når moren ikke er mere? Omkring år 2001 går han til moren og presser på:

- Nu har jeg brug for at vide det; hvad er der med Jes? Efter en lang pause følger svaret, at Jes var kommet til at mangle ilt under fødslen. Mere forklaring får han ikke.

De tre brødre med deres mor

Jan forsøger igen og igen at lægge en plan med moren for, hvad der skal ske med Jes, når forældrene ikke er der længere. Men det kan ikke komme på tale. Og da moren dør i 2003, er der ingen plan.
Men det vender vi tilbage til.

Veninden fra biblioteket

Vi springer frem til marts 2017.
Med favnen fuld af bananer er Hanne Møller Jensen vej på biblioteket i Rønde. Hun har lige været i Fakta og har fået hele banan-baduljen for sølle fem kroner. Og er du pensioneret skibskok, er det jo bare om at slå til, når et godt tilbud byder sig.

Hanne byder de andre på biblioteket på en sydfrugt. Den første takker dog nej, en anden takker ja til en enkelt og den tredje… Ja. Han ser noget spøjs ud, som han sidder der med avisen.
Skægget er langt - og det samme er håret.

- Han ligner en tam vild. En hjemløs eller en mand, der kommer lige fra urskoven, mener Hanne Møller Jensen, og hun er faktisk lidt bange for ham.

Men Hanne er ikke en kvinde, der er styret af frygt:
- Vil du have én?

Det vil Jes jo gerne – han vil tilmed gerne have to og et par til havregrynene i morgen. Til gengæld vil han give en kop kaffe næste gang, når de begge kommer her for at læse Århus Stiftstidende.

Nogle dage senere render Hanne ind i ’den langhårede’ allerede i indgangen, og hun er ikke bange længere.

- Hvad skal sådan en person her? Du ligner jo én, der kommer lige fra junglen til Rønde Bibliotek i Danmark, spørger Hanne Møller Jensen og fortsætter ufortrødent:

- Der er jo en frisør her i byen. Er du godt klar over det?

Dén direkte tilgang er tilsyneladende lige efter Jes’ hoved.

- Min frisør er syg, svarer han.

- Det har han vist været længe, siger Hanne.

Snakken går fra Århus Stiftstidende, til Aarhus by og til Jes’ tidligere arbejde på Aarhus Havn. Og der bliver den så. For pludselig er det ikke bare Jes og Hanne, der mødes – det er skibskokken og havnearbejderen - og den jargon, der følger.

Frihed uden mand og børn

Hanne var blevet Jes’ nærmeste til trods for, at de to aldrig har besøgt hinanden.
De mødes på biblioteket om aftenen én gang i ugen. Ikke at de laver aftaler – det sker bare, og så veksler de historier. Hanne tager Jes med på de syv verdenshave, og Jes fortæller om sine forældre og anekdoter fra havnen.

Der var aldrig noget romantisk mellem dem, og de ses kun uden for biblioteket et par gange. Den ene gang for at se på en el-cykel til Jes, og den anden gang for at lufte den tohjulede.
En dag i januar 2019 mødes de to endnu engang og snakker om, hvordan de hver især har holdt jul alene.

- Uden mand og børn har man sin frihed, konstaterer Hanne, der nyder hver en jul, hvor hun kan slippe for at stå over kogegryder og lave mad til søfolk.

Jes har det ligesådan – minus det med kogegryderne.
Det er sidste gang, Hanne ser Jes. Han kommer der bare ikke længere.

Det var mærkeligt. Han plejede at komme på bibloteket. Hvor er han? Der er sket et eller andet.
Hanne Møller Jensen

Ubesvarede sms’er får Hanne til at gå til politiet

Hanne sms’er ham – også fordi hun har lånt hans cykel, der nu står forladt på Rønde Rutebilsstation. Men han svarer ikke, og Hanne bliver vred og sletter hans nummer.
Men på et tidspunkt bliver Hanne alligevel mere bekymret end vred. Faktisk sætter hun himmel og hav i bevægelse for at få svar. Først ved flere gange at gå til nærpolitiet, der holdt til på biblioteket i Rønde. Men her bliver hun mødt af spørgsmålet:

- Hvor bor han?

Det ved hun ikke. Men på baggrund af, hvordan han har beskrevet området, hvor han bor, finder Hanne alligevel rækkehuset og taler med naboerne, der ikke har set ham.
Dækkene på bilen er flade. Men da Hanne kigger ind ad vinduerne, kan hun lige præcis ane grå hår på hovedet af en mand, der tilsyneladende sover.

Jes er jo et privat menneske, så Hanne vil ikke forstyrre mere.
Helt beroliget er hun dog ikke, og ifølge Hanne melder hun sin bekymring om Jes til politiet 10-15 gange, uden det tages alvorligt.

- Jeg skulle kigge lidt, før jeg kunne se nogen træk

Om Jes overhovedet levede i februar 2019, kan vi ikke vide med sikkerhed. Men på Jes’ kontoudtog kan man se, at han gerne købte mad ind på sit dankort hver dag eller hver anden dag. Og det sidste køb var den 28. januar.
Så da Hanne kiggede forbi den dag i februar og så en mand sove, var Jes nok død.

Hvad vi ved med sikkerhed er, at Jes blev fundet død af politiet den 27. marts i år.

Forinden da var naboer blevet bekymret for Jes, efter Hanne havde været forbi. For selvom han blev oplevet som lidt af en eneboer, der sagtens kunne tage i sit sommerhus uden at give besked, var der denne gang gået lang tid. Og ingen husker rigtig hvor længe.

Formanden for ejerforeningen ringer til politiet, og en time senere står en politibetjent der. Jes er i soveværelset. Han sidder tilbagelænet på en stol iført en sort trøje, hvide, lange underbukser og hjemmesko.
Død.
Radioen spiller stadig, og hverken politiet eller naboen, der identificerer ham, er i tvivl om, at han har siddet der længe.

- Jeg skulle kigge lidt, før jeg kunne se nogen træk, som naboen beskriver det.

Naboen var chokeret:
- Det burde ikke kunne ske. Men hvis det kan ske her, hvor vi bor så tæt, kan det ske overalt.

Naboerne ville gerne have fået besked om begravelsen. Men efter Jes blev hentet af Falck og bragt til sygehuskapellet i Randers, hørte de ikke mere.

Jes er nu sagsnummer 12786

Østjyllands Politi søger efter pårørende i flere registre, men finder ikke nogen. I folkeregisteret er Jes’ forældre registeret med CPR-numre, der udelukkende består af en række 0’er, så der kan ikke søges videre fra dem. Dette er desværre et af de ’huller’, vores folkeregister har.
Politiet når altså ikke videre med det end det, der står i politirapporten:
”Ingen familierelationer og ingen underrettet.”

Alt imens henvender PensionDanmark, Nordea og Jyske Bank sig til Skifteretten angående diverse pengesager to dage efter, at Jes er blevet fundet.

Den 4. april ringer de fra Randers Sygehuskapel til Syddjurs Kommune og beder kommunen kontakte en bedemand.
Kommunen slår Jes op i folkeregisteret, og en sagsbehandler konstaterer i sine noter:
”Afdøde er formuende uden nærmeste pårørende.”

Næste dag, den 5. april, er en bedemand sat på opgaven, og bisættelsen er arrangeret.
Jes’ død er blevet en kommunal begravelses-opgave. Men sådan behøvede det ikke at være.

Man er vel brødre

Du har sikkert undret dig over, hvor Jes’ brødre er blevet af i Jes’ sidste dage.
Og da moren dør i 2003, spiser Jes mere eller mindre hver dag hos Jan eller Kim. Men da brødrene mødes hos en advokat til bomøde om arven fra forældrene, er Jes vred, da han ser Kim og Jan:
- Hvad skal I her? I har ikke noget at gøre her, mindes Jan ham spørge.

Jan er chokeret og oplever det som griskhed. Da de ikke kan blive enige om arvesagen, bliver boet lagt i hænderne på advokaten, men brødrene fortsætter med at ses.

Jan presser Jes til at beslutte, om han vil blive boede i forældrenes hus. Det ender med, at de finder rækkehuset på Anemonevej til ham. Jan hjælper ham med at flytte, købe møbler og hænge billeder op.
Efterfølgende besøger Jan ham et par gange, hvor han kommer indenfor. Men så ikke længere.

Jes vil ikke åbne, og Jan kan kun tale med ham, hvis Jes går rundt udenfor. Så Jan forsøger at få fat i ham ved at ringe til og køre forbi havnen, hvor Jes arbejder.
Jan har stået 10-15 gange uden for Jes’ dør og banket på, ringet på og nogle gange råbt. Jes åbner ikke - men kigger sommetider ud mellem persiennerne.

Det var svært at være bror til Jes. Og de seneste år har Kim og Jan kun lykkedes med at se ham få gange. Det absurde er, at når de ses, er Jes glad og snakkesalig. Jes vil gerne dem, og de vil gerne ham.
Sådan er det også sidste gang, Jan ser ham til deres onkels begravelse. Forud har Jes ikke svaret på beskeden om begravelsen. Det gør han aldrig. Men alligevel dukker han op. De tager på en kro og får en bid mad sammen og går en tur i skoven.

Vi gik en lang tur i Risskov og jeg sagde til Jes "Kan du ikke love, at ringe og kontakt mig? Du kan jo mærke, at det er hyggeligt det her. Du tager jo ikke telefonen når jeg ringer. Så derfor - kan vi aftale vi lægger den over på din side nu?" Og der skete så ikke noget. Og det er 2-3 år siden.
Jan Andersen

Kun kisten, bedemanden og præsten i kapellet

Den 11. april kører sognepræst Jørgen Gleerup fra Thorsager Kirke til Randers. Til sygehuskapellet. Han skal bisætte en mand, han ved omtrent tre ting om: Hans køn, alder, og at han ikke har nogen pårørende.
Den slags opgaver får han en eller to gange om året – mest i Aarhus, og sjældnere på landet.

Sognepræst Jørgen Gleerup bisatte Jes - uvidende om brødrene.

Han læser af Matthæus’ påskeevangelie, kaster jord på og synger gerne det sidste – og bedste - vers i salmen ’Hil dig frelser og forsoner’.

- Det er en dag på kontoret, fortæller Jørgen Gleerup.

Simpelthen fordi Jørgen Gleerup ikke kendte Jes eller har fået hans historie fortalt af familien.

- For der er i den grad forskel på at se ind i øjnene på en bedemand, der får penge for at være der, og at se ind i de pårørendes våde øjne.

Det hele var gjort på 10 minutter, og så havde præst, bedemand og personale fra kapellet båret kisten til rustvognen.

- Mere er der jo ikke at sige, når der ligger et menneske i kisten, jeg aldrig har set. Jeg ved ikke hvem, han var.

En formodet bror

Dagen forinden bisættelsen i kapellet er Jes’ død officielt havnet hos Skifteretten i Randers.
Og på dagen for bisættelsen beder Skifteretten Syddjurs Kommune om hjælp til at finde nogle pårørende.
Skifteretten er nemlig af den overbevisning, at der må være nogen. For retten anslår Jes’ aktiver til at være et syvcifret beløb.
Som retten skriver:
”Det fremgår af afdødes skattemappe, at han ejer et sommerhus og en ejerlejlighed. Skifteretten vil derfor forespørge, om I har kendskab til nogen pårørende.”

Og det sætter skub i sagerne. Fire dage senere, den 15. april, har kommunen bedt Aarhus Domkirke om hjælp.
Kirkens opslag viser, at Jes Andersen over en længere årrække har boet sammen med sine forældre og en Jan Andersen. Dén Jan Andersen.

Men ingen ringer til Jan.
For han er i denne sammenhæng en ’formodet bror’. Og Skifterettens opgave er at sætte en advokat på som bobestyrer, der skal ordne arveforholdene.

Den 26. april - 16 dage efter Skifteretten har modtaget sagen – havner den hos en privat advokat, der den 30. april beder Rigsarkivet undersøge arveforholdene – herunder om Jan rent faktisk er Jes’ bror.
Men den undersøgelse skal tage 23 dage at få svar på.

Jes får besøg fra København

Ganske uvidende om at Jes allerede er begravet på de ukendtes grav, er Jan taget fra København til Jylland.
Det er søndag den 5. maj, og Jan og hans ekskone har besluttet sig for at køre en tur ’down memory lane’. Og for de to begynder ’memory lane’ i Skødstrup, fører til Følle Strand og Gl. Løgten Strand.
En tur langs strandvejen, hvor de havde gået til bal, været til fødselsdage og levet en ungdom.

Midt på dagen rammer de Rønde, og de kører forbi Jes’ hus i håbet om, at han er udenfor. Men hos Jes er der stille, ingen luft i bildækkene og ingen spor i gruset fra bilen.
Jan bliver urolig og ringer til Kim. Sammen bliver de enige om, at Jan skal køre op til Jes’ sommerhus for at tjekke om, han er der. Og da Jan når derop, oplever han den samme mærkelige stilhed. Men man kan se, at græsset er lagt ned af et bildæk, så Jes må have været der.
Bekymringen afblæses.

- Men det viste sig senere, at det var advokaten, der havde været der, fortæller Jan.

”Du indkaldes herved til indledende bomøde”

Den 28. maj – seks uger efter Syddjurs Kommune havde fundet ’den formodede bror’ - modtager Kim og Jan et brev i postkassen fra advokaten, der har fået deres navne fra Rigsarkivet.
Det er et brev om indkaldelse til bomøde om arven fra deres bror.
De to brødre forstår det ikke. Er han død? Og har han været død i to måneder?

- Kim og jeg taler om datoen med det samme. Hvem har så været ovre i sommerhuset? Spørgsmålene står i kø, fortæller Jan.

Og brødrene skal gøre sit for at indsamle svar fra flere kanter.

Ton på ton af affald rykker ud af Jes’ hjem

Endnu et chok møder de to brødre, da de åbner døren til Jes’ rækkehus. De vidste, det var slemt, og det nok var blevet værre, siden Jes for et par år siden var blevet pensionist – mere eller mindre ufrivilligt.

- Det var sådan noget, jeg troede, man kun kunne se i amerikanske dokumentarer om ekstremsamlere. Det var trist. Synd for ham. Og jeg bliver rasende over, at han ikke kunne strukturere livet, siger Jan.

Brødrene er ramt af afmagt.

- Det er trist, at man skal skrabe sin brors hånd af radiatoren, fordi den har ligget derpå. Huden sad jo fast. Og bunden af foden sad i gulvtæppet, siger Jan.

Brødrene pakker stolen, som han er død i ind, smider den i containeren og begynder oprydningen over mange dage.
5 ton affald flyttes i containere udenfor - og fra sommerhuset er det 12 ton.

- Jeg havde også dårlig samvittighed. Jeg skulle have påtvunget mig adgang. Jeg ved ikke hvordan, men det skulle jeg jo nok, siger Jan.

Et lyspunkt er der dog. Det er Hanne, der en sommerdag kommer forbi huset, da brødrene er i gang med oprydningen.
Hanne har nemlig fortsat sin søgen efter svar på, hvad der var sket med Jes. Hun har kontaktet nærmest alle de samme instanser som familien og fået at vide af Skifteretten, at Jes er død og begravet.
Det varmer hos Jan, da Hanne fortæller om deres venskab:
- Jeg er virkelig glad for, at hun var til. Glad for at vide, at han havde nogen omkring sig – nogen, der kunne holde ham lidt i ørene.

Finder ikke pårørende, hvis formue er under 45.000,-

Brødrene er chokerede over, at ingen har ladt dem vide, at deres bror er død og givet dem en chance for at begrave ham.

De skriver til borgmester i Syddjurs Kommune, Ole Bollesen, om deres frustration.

Borgmesteren svarer, at kommunen ’som en form for kulance’ gerne vil betale omkostningerne for at få flyttet urnen til familiegravstedet. Samt:
”… at Borgerservice har behandlet henvendelsen … korrekt efter de retningslinjer og lovgivning, der er på området.”
Og det er sandt. Som det er i dag, har myndighederne hver især deres procedurer og retningslinjer i forhold til at søge efter pårørende, men ingen har pligt til at finde og underrette dem.

Når Kim og Jan fik besked, er det, fordi de er arvinger. Og havde Jes’ formue været mindre end 45.000 kroner, var der ikke kommet en bobestyrer på sagen.
Dermed havde ingen haft til opgave at bestille undersøgelsen ved Rigsarkivet, og brødrene havde formentlig aldrig fået besked fra myndighederne.

Tårerne udebliver

Lidt senere på sommeren, den 11. august, på dagen hvor Jes’ mor kunne have fyldt 100 år, er familien, Hanne og et par venner til Jes samlet på Risskov Kirkegård.
Familien har besluttet at få Jes gravet op igen og begravet ved siden af sine forældre.

- De hører sammen. Også i døden, siger Jan.

Han læser en mindetale om Jes op. Der er ingen præst, for denne her gang skal det bare være stille og roligt. Det vil jo alligevel aldrig blive som det farvel, de egentlig gerne vil have sagt til Jes.

De der tårer, man normalt fælder, når man står ved en begravelse, de udeblev. Det var jo bare en urne jeg kunne hente ude på en kirkegård, som jeg så kunne fragte til den anden kirkegård. Det var en lidt underlig fornemmelse.
Kim Andersen

Et forløb lige efter bogen

Brødrene kan ikke forstå, at der ikke er tale om systemsvigt. De er blevet ramt af et hul i vores CPR-register - men dem er der altså nogle stykker af - og det her forløb er så at sige sket efter bogen.

Nu har de mistet tilliden til systemet:
- Er det med sådan en arrogance, man behandler folk?, spørger Jan.

Hanne formulerer det lidt anderledes, men budskabet er det samme.

- Det er noget svineri. Og det er uhyggeligt, at ingen myndigheder har gjort noget.

Vores offentlige systemer fungere ikke helt optimalt. Jeg håber at komuner og de instanser, der ellers har været indblandet, lærer noget af det. Det er i hvert fald mit ønske.
Kim Andersen

Men uanset hvad, er Jes væk. Og der er blevet stille i Hanne og Jes’ krog på biblioteket:
- Han mangler. Jeg kommer der stadig, men der mangler en person. Og det er Jes.

Parterne om Jes’ død

Østjyllands Politi bekræfter, at Hanne Møller Jensen har henvendt sig til politiet flere gange, men henvendelserne er ikke blevet registret som bekymringer om Jes Andersen, hvilket Hanne Møller Jensen har klaget over.
I september betaler Syddjurs Kommune 864,33 kroner for den anden urnenedsættelse. Kommunen oplyser, at de har behandlet sagen efter den normale procedure på området. Men fremover vil kommunen dog have et ekstra fokus på at finde pårørende i de sager, hvor CPR-registeret ikke giver nogen oplysninger.
Skifteretten i Randers understreger, at det ikke er dens opgave at finde pårørende, men at udlevere boet til en bobestyrer. Rettens egen målsætning er, at det skal ske inden for to måneder i 80 procent af sagerne. Og i sagen om Jes er rettens behandlingstid én måned.
Advokaten havde boet efter Jes i fire dage, før vedkommende bad Rigsarkivet om at lave en undersøgelse, og har dermed også handlet efter gældende regler.
Rigsarkivet brugte 23 dage på dets undersøgelse og oplyser, at behandlingstiden typisk ikke er så lang, men afhænger af antallet af øvrige bestillinger og fra sag til sag.

Tekst

Lene Ravn


Redaktør

Asbjørn Andersen


Videoer til rekonstruktion

Andreas Bach Petersen og Patricia Egede Colberg


Fotos

Lene Ravn og private fotos


Design og udvikling

Frederikke Schmidt